nov 27

Lige nu bugner de fleste store byer i Danmark med ledige kontor og butikslokaler, og man skal ikke have ret meget iværksætter blod i årene, før det begynder at krible og krable for at udnytte situationen.

Jeg møder også flere som går med tanker om at starte en café eller en butik op netop nu. Den klassiske måde er at lave en markedsanalyse og se på hvad der mangler af caféer og butikker i f.eks. København, for herved at kunne placere sig i en niche midt i markedet, med en god lokation naturligvis.

Men jeg tror ikke det er så simpelt længere. Der skal mere til en mangel i markedet for at skabe grobund for en succes. Specielt qua Internettets tilbud og muligheder. Man kan snart sagt købe alt på Internettet, nemt, bekvemt og ofte billigere, end i en fysisk butik. I den optik, hvad er der så tilbage af muligheder? Caféer naturligvis. Det er svært at købe en varm kop kaffe over Internettet. Men er der brug for flere af slagsen i København?

Jeg tror at vi er ved at bevæge os fra en klassisk økonomi der har taget konsekvensen af Internettets udbredelse, til en økonomi hvor Internettet igen må til at forholde sig til de fysiske butikkers forandringer.

Og hvad mener jeg så med det. Jo, de succesrige butikker i dag, er dem der har formået at skabe synergi mellem brancher, men endnu vigtigere, som har formået at skabe oplevelser og begivenheder for dets kunder. På Internettet benytter vi kun synet, i en fysisk butik er alle vores sanser i spil. Det butikkerne skal lære og nogle er ved at lære, er altså at spille på alle tangenterne, på alle vores sanser. De skal skabe oplevelsesbaserede fysiske rum, hvor kunden oplever og sanser produktet, i stedet for bare at købe det.

Dette kræver at butikken i langt større udstrækning end tidligere bliver en uskelnelig del af dets produkt. Butikken og produktet skal være det samme, og oplevelsen af at købe produktet bliver til en del af produktet i sig selv.

Det at eje en butik i dag er ligeså meget en oplevelsesbaseret økonomi som, vil jeg påstå, biografer, teatre og museer er det. Det drejer sig om at skabe synergi mellem brancher som fx Joe and the Juice på Store Regnegade, samt mellem vores sanser. At tale til hele mennesket.

Det er i dette spændingsfelt at internetbutikkerne kommer til kort. Hvis det gøres rigtigt er det altså ikke de fysiske butikker der må ændre sig i forhold til Internettet, men netop Internettet, som må genopfinde sig selv, og atter lære af de fysiske butikker.

Lidt ironisk går udviklingen således i ring. De fysiske butikker tilpasser sig Internettet, som heraf igen bliver nødt til at tilpasse sig denne udvikling. Lidt at tænke over til kaffen..

God vind med projekterne og god fredag!

Af Thomas Sindberg

Andre artikler

    Skriv en kommentar

    preload preload preload