feb 13

I gamle dage talte vi om at man nok skulle have en hjemmeside, hvis man ville noget seriøst med sin forretning. I dag er der vel ingen virksomheder med respekt for sig selv, der ikke er repræsenteret på nettet, i en eller anden form.

Nettet udvikler sig imidlertid så hurtigt at det selv for super brugere af internettet kan være svært at følge med. Idag er det således ikke længere et spørgsmål om du er repræsenteret på nettet, men på hvilke sociale medier dine kunder kan møde dig. Det kan være svært for selv de bedste, at have tiden til at være på alle de mange netværk der findes. Men man behøver heller ikke vide det hele. Man kan enten ansætte sig ud af problemet, og hyre en specialist i sociale medier, eller man kan sætte sig ind i og følge de mest gængse medier, som langt de fleste alligevel begrænser sig til. Denne artikel handler om hvordan du med et minimum af tid, kan komme igang med de mest anvendte sociale medier.

Vores håb med denne artikel er at være med til at styrke din egen position i markedet, men det er også vores måde at indgå i et netværk med vores brugere på. Vi fortæller dig hvordan du kan oprette dig og komme igang med de nok 5 vigtigste sociale medier, fordele og ulemper, og så håber vi at du vil være med i vores netværk :)

Facebook

Det var på et besøg i Canada i 2007 hos min gode ven Jean Francois fra Adviso.ca, at jeg først blev bekendt med Facebook. Som med de fleste andre sider og medier på nettet, havde jeg svært ved at blive overbevist om anvendeligheden. Vi havde jo allerede sider som myspace, friendster, flickr etc. Tilbage i DK var der heller ikke mange der kendte til det. Men det skulle ændre sig på meget kort tid.

Idag er Facebook en af de vigtigste sociale medier på nettet, og er et godt sted for din virksomhed, at få en mere levende kontakt med dine kunder. Her kan du oprette din egen firma side og lade dine brugere “like” dit produkt. Det interessante her er ikke så meget det der ligger i betydningen af at “være på facebook” med firmaet, men snarere det faktum at mange benytter Facebook hver eneste dag. Dvs at din facebook side kan fungere som en meget hurtig kilde til information for dine brugere. Pointen er således ikke om du synes dit firma passer eller ikke passer ind på Facebook, men mere en overvejelse af at mange af dine kunder allerede er der.

Næste udfordring er naturligvis at få dine brugere fra din Facebook side over til din hjemmeside. Det går lidt udover denne artikel, men det er noget du kan gøre f.eks. ved brug af konkurrencer hvor brugerne skal besøge dit site for at være med.

Opret din Facebook side her ->
Vores Facebook side ->

Twitter
Når man først sætter sin fod i Twitters univers, kan det være meget svært at forstå hvad man kan og skal bruge det til. Igen, omend i mindre grad, er grunden til at være på Twitter at mange af dine kunder også vil være der. Twitters styrke ligger i at man kan gå “straight to the point”. Det er simpelthen et online socialt medie, hvor du kort og præcist kan publishe nyheder.

Vi bruger selv Twitter som en slags statusopdatering om serverstatus og udvikling m.m. Det er nyttigt at have en ekstern platform at kommunikere med sine brugere på, da man 7-9-13, kan resikere server nedbrud, og hvor skal brugerne så få besked om hvad der sker? Der er dog andre ting der gør Twitter til et stærkt socialt medie.

Twitter har en funktion hvor du kan retweete andres tweets, således at du på din egen twitter profil, genudsender en nyhed som du finder interessant. Det har 2 vigtige konsekvenser: 1. Dem der følger dig får pludselig adgang til viden, som de måske ellers ikke ville få. Ved et simpelt “follow”, får de adgang til dit firmas verden, ikke bare i kraft af hvad dit firma selv skriver af nyheder, men også de ting firmaet interesserer sig for ude i verden. 2. Ved at retweete nyheder er du med til at skabe måske Internettets hurtigst bevægende nyhedsstrøm. Twitter fik sit gennembrud i 2009 under den Iranske “revolution”, hvor tweets skrevet fra gaderne i Tehran på øjeblikke ramte alle verdens medier, via et par hurtige retweets.

Vores holdning til sociale medier, er at man skal prøve dem af, og så bruge dem til det man selv synes man kan få ud af dem. Når en ny teknologi kommer ud, er der ingen der reelt ved hvordan den vil blive brugt i fremtiden, så det er bare med selv at få prøvet det af, og finde sin egen anvendelighed.

Opret din Twitter konto her ->
Vores Twitter konto ->

Linkedin
Linkedin er Facebook bare til “professionals” om man vil. Det er primært et sted hvor folks side fungerer som deres online CV. Men de har også lavet muligheden for at firmaer kan oprette deres egne konti. Dette kan være anvendeligt i ansættelsessammenhænge, da rigtig mange har deres profil liggende på Linkedin, som man på den måde hurtigt og nemt kan få adgang til. Dine ansatte har også mulighed for at følge dit firma, og dets gøren og laden. Det kan være en måde at adskille det mere sociale på Facebook fravdet lidt mere seriøse på Linkedin.

Det er ikke kun Headhunter bureauer der søger på ansøgeres profiler på nettet, det gør mange der søger job også. En linkedin profil kan give firmaet et mere seriøst præg end bare en Facebook side.

Vi har endnu ikke fået så meget gang i vores Linked in side, men det er en af de sociale netværk der er værd at følge i fremtiden.

Opret dit firma på Linkedin -> (Du skal være logget ind.)
Vores linkedin profil ->

Google Plus
Om 1 år ville vi nok have startet denne artikel med at skrive om Google Plus; Googles angreb på Facebook. Google + er Googles sociale medie, og breder sig lige nu endnu hurtigere end Facebook. Og hvad skal vi så med endnu et socialt medie?

Det er sådan set meget simpelt: Det er Google. Den vigtigste enkeltstående faktor for en online forretnings success må være at være placeret højt og godt på Google. Ved at have en Google profil for dig selv og dit firma, har du direkte kontakt til maskinrummet så at sige. Alt hvad du laver på Google Plus, er jo allerede en del af Google og du vil således få værdi af din aktivitet og dit arbejde med søgemaskineoptimering, langt hurtigere end alle andre steder.

Lige nu fungerer det nogenlunde som andre sociale medier. På Google Plus har du nogle “Circles” som du kan være en del af, og dine kunder vil kunne følge dit firmas Google Plus side.

Men udover at du kommer helt tæt på den nok vigtigste teknologi på markedet, har Google lanceret noget der hedder en Google Plus Knap. Knappen er simpelthen Googles måde at lade brugere helt konkret “like” en side. Først og fremmest vil du finde disse Google Plus knapper ude i dine søgeresultater, hvor du kan like siderne. Men du har også mulighed for at smide en Google Plus knap ind på din side, og få dine besøgende til at plusse din side. Hvor mange plusser du har bruger Google i deres komplekse udregning af hvor din side skal placeres i Googles søgeresultater.

Vi snakker altså om to ting her. 1 Google Plus konti og Google Plus knapper. Det første du skal gøre er at have en Google account, og så skal du gå ind og oprette en Google Plus account, og herunder kan du oprette en Google Plus account til dit firma. Det kan virke lidt kompliceret. Men kort sagt så er din Google account din overordnede konto for al aktivitet på google; Adwords, Adsense, Analytics, Maps, Docs m.m. og herunder har du altså nu også deres sociale medie Google Plus.

Google Plus profilen og Google Plus knappen har reelt ikke så meget med hinanden at gøre. Google Plus knappen er sådan set bare en måde at anbefale en hvilkensom helst side på nettet, også alle dine undersider f.eks.. Google Plus kontoen er specifik til dit firma.

Opret en Google Plus konto ->
Vores Google Plus konto – >

Opret en Google Plus knap ->
Vores Google Plus knap -> (oppe til højre)

Youtube
Google ejer nu også Youtube, så der er ikke nogen vej udenom. Youtube er dog heller ikke et socialt medie som de andre, da siden har en meget konkret funktion. Du kan uploade videoer af dig og dit produkt. Det geniale er naturligvis at du har muligheden for at lave en masse guides som dine brugere kan se. Du kan også lave kanaler og bestemme hvad du vil vise på din kanal. Ligesom på twitter kan du subscribe din kanal til andre kanaler, og således få vist deres indhold på din kanal.

Youtube indgår også i mere seriøse marketingstrategier, da der er kolosale muligheder hvis man får skabt en såkaldt viral video. Altså en video som breder sig på nettet af sig selv, p.g.a. dens interessante indhold. Hvis man gør det rigtigt er der potentielt millioner af seere.

Det primære er nok at du kan præsentere din side og dit produkt på en meget direkte og grafisk måde. Du kan idag benytte din Google konto som din Youtube konto. Du skal altså først oprette et Google konto. Dette kan du gøre ved at gå direkte til Youtube.

Vi har endnu ikke udnyttet mulighederne på Youtube, men regner med at gøre det i nær fremtid.

Opret en Youtube konto ->
Vores Youtube konto ->

Afsluttende bemærkninger
Der findes en hel del flere sociale medier end vi skriver om her, og det kan være en god idé at undersøge markedet lidt nærmere. Man kan roligt regne med at vi om få år taler om sociale medier, som få kender til idag. Det udvikler sig hele tiden, og Internettet må stadig siges at være på sit helt spæde stadie.

Det vi hos e-moms finder interessant, er den måde de nye teknologier bliver brugt på, og hvordan teknologien ændrer måden vi arbejder på. Det er hele tiden i en form for flux, og vi tror det er vigtigt at man er omstillingsparat, og i det mindste er på de mest gængse medier.

Vi håber artiklen har givet dig blod på tanden til at kaste dig over de sociale medier, og hvis du allerede er der, så glæder vi os til at møde dig derude!

God vind.
Thomas Sindberg

Relaterede artikler

Skriv en kommentar

preload preload preload